Book en tid

Lær at mestre dit nytårslook, helt uden at være ekspert!

Lær at mestre dit nytårslook, helt uden at være ekspert!
30/12/2017 Kimia Bahari

Lær at mestre dit nytårslook, helt uden at være ekspert!

Få det perfekte nytårslook

Sidder du nu, dagen før nytårsaften og tænker “Hvad gør jeg i morgen? Jeg er jo virkelig ikke god til at lægge makeup eller sætte hår.” Frygt ej, du får min hjælp lige her! Jeg fortæller dig, hvordan du laver dit fulde nytårslook – trin for trin! Jeg garanterer at du nok skal blive klar i morgen 🙂

Det eneste, du skal gøre, er at følge disse 10 trin:

 

#1 PLEJE

Hvis du læste mit sidste oplæg, ved du, at det allervigtigste for en smuk makeup er en fin og ensartet hud. Derfor er det vigtigt at starte din nytårsmorgen med at peele og fugte din hud en sidste gang, inden makeuppen skal på i aften.

Bonus tip: Hvis du ikke har haft mulighed for at få fingrene i en eksfoliering, kan du lave en nødudgave hjemmefra. Du skal bruge en spiseske sukker (helst ikke rørsukker, da dette er for groft for din hud), en teske honning og lidt citronsaft. Miks disse ingredienser sammen og eksfolér din hud med blandingen i ca. 1 minut. Skyl efter med lunt vand.

Har du tendens til store, åbne porer kan du slutte af med lidt koldt vand i ansigtet, da dette virker sammentrækkende på porerne.

 

#2 HÅR

Jeg er ikke nogen Dennis Knudsen, men jeg har alligevel et par tricks i ærmet, når det gælder hårstyling. Jeg anbefaler, at du laver dit hår før din makeup, så din smukke makeup ikke spoleres af hårspray og varme fra føntørre mv.

Glat hår

Buk dig forover og glat dit hår med hovedet nedad. Dette simple trick får dit hår til at synes mindre fladt. Løft hovedet op igen og glat pandehåret og tjek baghovedet for eventuelle buler, som nemt kan blive overset.

Bølger

Jeg har endeligt lært at bølge (..og ikke krølle) mit hår! Tricket er, at du holder krøllejernet helt vandret og kun lader håret sidde omkring krøllejernet i ca 5-8 sekunder. Undlad at tage de sidste 3-4 cm af håret med i krøllet og hiv lidt i det “krøllede” hår, når du har sluppet det løs. Det er samtidigt vigtigt, at du ikke krøller for lidt hår ad gangen. Ved at krølle en større mængde hår, får du færre forskellige krøl og opnår derved et mere blødt look.

Bonus tip: Hvis du ønsker volumen, brug da en volumenmousse i dit håndklædetørre hår (husk hårroden, da dette skaber løft!) og føntør med en diffuser indtil det er HELT tørt. Yderligere kan du spraye lidt tørshampoo i hovedbunden, hvis du ønsker ekstra volumen.

 

 

#3 BASEN I DIN MAKEUP

Primer

Påfør en primer inden din foundation. Dette gør, at din makeup både lægger sig flottere på din hud og holder længere. Primer fungerer som en hinde mellem din hud og din foundation, og modvirker at din makeup forsvinder ind i din hud. Er det mere end 2 timer siden, du tog dagcreme på, skal du starte med et fint lag creme (helst uden solfaktor, da dette kan give flashback på billeder).

Bonus tip: Hvis du har tendens til lidt fedtet hud, kan du påføre lidt pudder oven på din primer. Med dette trick opnår du ekstrem holdbarhed uden et pudret finish, da pudderen ligger under, og ikke ovenpå, din foundation.

 

Foundation

Påfør din mest holdbare foundation, som passer til din hudtype (og hudfarve!). Et godt tip er, at lade din foundation sidde lidt, før du påfører bronzer, blush, osv. Ved at lade den sidde lidt, behøver du ofte ikke (så meget) pudder til at sætte din foundation.

Bonus tip: Hvis du har i tankerne at lave mørke, smokey eyes, påfør da din øjenskygge før din foundation, så den mørke øjenskygge ikke drysser ned og ødelægger din ansigtsmakeup (…eller giver dig mørke rande under øjnene).

 

#4 BRYN

Efter en flot hud, er det vigtigste i makeuppen (efter min mening) brynene. Men det kan være temmelig svært at opnå flotte bryn, som ikke ser optegnede ud. Mit tip til dig er, at bruge to farver; en lysere farve øverst og en mørkere farve nederst. Dette trick gør dine bryn mere tre-dimensionelle og dermed også mere naturlige.

Bonus tip: Har du ikke så mange brynhår, kan en farvet brow gel (gerne med fibre), snyde dine bryn fyldigere.

 

#5 ØJNE

Det bedste råd, jeg kan give dig her er; blend, blend, BLEND (indtil dine arme er følelsesløse). Hvis du lærer at mestre dette, er du allerede kommet rigtig langt med din øjenmakeup. Jeg har yderligere nogle ekstra tips til, hvad der klæder forskellige øjenforme og har valgt at fokusere på, de tre mest gængse “problemer” på området.

 

Trætte øjne

Hvis dine øjenlåg hænger lidt, kan du snyde dem mere åbne, ved at påføre en mørkere skygge på det stykke der “hænger”. Kig ligeud i spejlet, helt afslappet (ikke noget med at løfte øjene for meget op). Påfør en mørkere øjenskygge på det stykke hud, der skal løftes. Ved at gøre dette område mørkere, synes det “skubbet” tilbage og du opnår et mere friskt og vågent udseende.
Læg den lysere farve af din øjenskygge på selve øjenlåget. Dette gør det modsatte, og trækker det frem og denne kontrast virker forstærkende på et mere vågent op opløftet øje. Ønsker du at definere dine øjne yderligere, skal du helst undgå eyeliner på øjenlåget, og istedet lægge den i den våde kant, da øjenlåget skal holdes så lyst som muligt.

 

Små øjne

For at få dine øjne til at synes større, skal du sørge for at brede din øjenskygge lidt længere ud og op end normalt. (Prøv at holde denne farve i en neutral beige/brun tone). Dernæst skal du holde dig fra at bruge sort eyeliner i den våde kant. Erstat med fordel denne med en hvid/beige kohl i den nederste våde kant, og lad den gerne gå lidt bredere og ned under de nederste øjenvipper.

Mange siger, at man skal holde sig fra mascara på de nederste vipper, når man har små øjne, men jeg er uenig. Lidt mascara på de nederste vipper er tværtimod med til at åbne øjnene mere op.

Runde øjne

Opnå mandelformede øjne ved at lægge en tynd eyeliner fra midten af øjet og (mere eller mindre) vandret ud. Lad lineren fortsætte ca 5 mm længere end hvor dit øje ender. Afslut linien ved at køre den ned til øjets ydrekant (som en trekant). Tag dernæst en sort kohl eyeliner og tegn din våde kant (både øverste og nederste). Hvis du ønsker en “cat eye” effekt, kan du lade lineren gå helt ind i øjenkrogen. Her er det en god idé at undlade mascara på de nederste vipper, for at få fokus væk fra runde og meget åbne øjne.

 

Bonus tip: Påfør lidt transparent pudder på øjenlåget inden du lægger øjenskyggen, så holder den bedre.

 

#6 CONCEALER

Efter øjenskyggen er lagt, skal øjnene lige have det sidste løft med en lysnende concealer (eller highlighter) under øjnene. Det bedste resultat får du ved at lave en trekantsform under øjnene, som går fra øjenkrogen og lodret ned langs siden af næsen og så skråt op til toppen af kindbenet (gerne helt ud til hårlinien, så den ikke stopper brat). Trekanten fjerner totalt fokus fra “cirklen” under øjnene.

Blend ud med en pensel og dub evt. efter med dine fingre. Varmen fra fingrene får produktet til at lægge sig mere naturligt. Støv evt. en smule let transparent pudder på, hvis din concealer har tendens til at sætte sig i de fine linjer.

 

#7 MASCARA

Det som de fleste kvinder gør forkert, når de lægger mascara, er, at de reder børsten igennem vipperne – ofte i meget hurtige og korte strøg, så vipperne bare får lidt farve og står ud som ståltråd.

Øjet er rundt, og derfor skal vipperne ikke kun pege fremad, men spredes ud over hele “buen”. For at opnå bukkede vipper, skal du, med langsomme og kontrollerede strøg, lade børsten hvile på vipperne i få sekunder, og presse dem en smule indad, så mascaraen på vipperne kan få lov at tørre lidt i en bukket form.
Slut af med at påføre mascara bagfra (altså oppefra og ned) og kun på spidserne. Børst dem igennem forfra én sidste gang. Dette tip får vipperne til at synes meget tykkere og længere.

 

#8 CONTOUR / HIGHLIGHT

Contour/highlight skaber definition i ansigtet. Den mest naturlige (og nemme) måde at gøre dette på er ved at bruge en bronzer i en kølig eller neutral tone (vigtigt at den ikke er rødlig eller orange). Påfør dette i siderne af ansigtet, langs kæbelinien og siderne af panden. Tilføj lidt i siderne af næsen og i globelinien. Der findes mere specifikke regler for forskellige ansigtsformer, men det ovennævnte gælder for de fleste. Det handler i bund og grund om at påføre det de steder, man vil “minimere” eller skjule. Eksempelvis; har du en høj pande, skal der mere bronzer i din hårlinie, og ingen hvis du har en meget kort pande.

Highlight giver lys og løft til din ansigtsmakeup. Påfør dette på alle benene i dit ansigt; kindben, næseryg, under brynet og på hagen. Som med bronzer, kan du selv korrigere, hvor du placerer din highlight, alt efter din ansigtsform.

Bonus tip: Placer din bronzer mere lodret, hvis du ønsker et mere aflangt og smalt ansigt. Omvendt, hvis du har et meget smalt ansigt, kan du gøre det bredere ved at placere bronzeren mere vandret.

 

#9 BLUSH

Det kan godt være, at blush ikke er en videnskab, meeen det kan faktisk gå lidt galt alligevel. For det første gælder det for blush som det gælder øjenskygge; blending er alfa og omega. Dernæst er det vigtigt at du ikke påfører for meget ad gangen, så du hele tiden har kontrollen over det endelige resultat. Følg den linie, du har lavet med bronzeren og highlighteren og placér blushen i midten af disse to linier. (Ja, det lyder lidt som noget fra en matematiktime, men det giver mening, når du først står med det).

Bonus tip: Kolde farver med en pink undertone får din hud til at synes mere lys og porcelænsagtig. Disse toner er også flotte på en hud med en varm undertone, da kontrasten ofte fremhæver øjnene. Varme farver med en koral undertone giver mere glød og farve, og er især at foretrække, hvis din hud ser lidt grå og trist ud.

 

#10 LÆBER

Læber er ikke bare læber, og som med alt det andet, har jeg et trick i ærmet til, hvordan du kan opnå de flotteste læber i aften.

Det, som jeg ser rigtigt mange kvinder gøre, er at tegne læberne mindre end de rent faktisk er. Ofte fordi, de er for forsigtige med læbestiften og bange for at tegne udover læbekanten. Tegn læberne op med en lipliner (gerne i mørkebeige, da slutresultatet er mere naturligt), og skub læbekanten et par millimeter. Giv dine læber mere “strut” ved at lade liplineren lave en bue fra mundvigen og op til toppen af amorbuen.

Påfør nu din læbestift og ret kanterne til med liplineren. Som jeg skrev i forrige oplæg, så brug en læbestift med en blålig undertone, hvis du vil have dine tænder til at synes hvidere.

Bonus tip: For en naturlig fade effekt, brug siden af liplineren, og ikke spidsen, når du tegner dine læber op. Hvis du ønsker din læbestift holder i mange timer, kan du først påføre en lipstain i en lignendene farve, duppe den af og så påføre den ønskede farve. Farven fra lipstainen vil blive på læberne hele aftenen og på den måde sikre at din læbestift ikke forsvinder lige så hurtigt, som den ellers ville.

 

Jeg håber du kan bruge mine tips, og finder dem nemme at udføre. Læg gerne et billede af dit flotte nytårslook på denne tråd.

 

Rigtig godt nytår!

 

De kærligste hilsener,

Kimia Bahari

Marketing Assistent

Cosmo Laser og Skønhed

Kommentar (1)

Pingbacks

  1. […] Tip 1: Hvis du er kvinde og skal til fest, kan du måske få gavn af vores indlæg omkring, hvordan du opnår en flot festmakeup hjemmefra. […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Gratis Konsultation

Vi starter altid din første behandling med en gratis og uforpligtende konsultation hos en af vores kosmetiske sygeplejersker. Konsultationen varer ca. 20 min.

BOOK HER