Book en tid

Portræt af Cosmo medarbejderne

Portræt af Cosmo medarbejderne
23/03/2017 Kimia Bahari

Portræt af Cosmo medarbejderne

Hver uge frem til midt 2017 får du muligheden for, at læse et kort portræt af en Cosmo medarbejder.
Her vil du møde personer fra mange forskellige funktioner i Cosmo, alt fra sygeplejersker til selve ejerne af Cosmo. Tag rigtig godt imod dem alle og god fornøjelse med læsningen! Vi håber at vores forskellige personligheder og sjove historier, vil bringe smil frem på din læbe 🙂

 

Uge 14 – Portræt af Regitze

 

Spørgsmål 1: 3 ’fun fact’ om dig:

Fact #1 – En genert lille (tyk) mus

Jeg har gennem hele min barndom været en ekstrem genert lille, og tyk mus. Nye ting og mennesker gjorde mig sindssygt nervøs, da jeg som overvægtig lille pige konstant havde tankerne rettet mod, hvad folk mente om mig. Men formaningen om altid at skulle ’suge maven’ ind, gjorde dette at jeg fik nok, blev stædig og fik tabt de overflødige kilo. Min generthed og selvværd kan somme tider godt spille mig et puds, men heldigvis får min stædighed tit overtaget, så jeg igen kan få et smil på læben.

 

Fact #2 – Jeg er familiemenneske og én af alle jyderne i KBH

Jeg er et kæmpe stort familiemenneske, som elsker at være sammen med familien så meget som muligt, og lave en masse sjove ting. Oprindeligt kommer jeg fra det ’mørke’ Jylland, men med en dejlig kæreste i Holbæk og drømmejobbet hos Cosmo i midten af KBH, var det sprængbrættet til, at jeg flyttede fra min trygge “comfort zone” hos min skønne familie i Jylland, og fulgte mit hjerte til Sjælland.

 

Fact #3 – Jeg har arbejdet i Norge og udviklet mig

Som helt nyuddannet sygeplejerske havde jeg ingen anelser om hvilken sygeplejerske jeg ville være, og efter (en del) afslag på jobsøgning i Danmark, valgte jeg at tage til Norge og arbejde på diverse plejehjem. Jeg havde en spændende tid i det norske og fandt ud af en del om mig selv, både fagligt og personligt. Det har i den grad været med til at præge mig, til den sygeplejerske og person jeg er i dag!

 

Spørgsmål 2: Hvad kan du bedst lide ved at arbejde hos Cosmo?

Jeg er ret så ny hos Cosmo, og med hånden på hjertet er det mit absolutte drømmejob! Jeg elsker at komme på arbejde hver eneste dag. Jeg kan ikke kun prale med, at jeg har de skønneste kolleger – jeg møder også nye dejlige kunder hver dag. Det er den fedeste følelse at vide, at man kan hjælpe med at imødekomme forskellige behov i deres liv!

… Fik jeg nævnt mine fantastiske kolleger? 😉 Som ny har jeg allerede fra dag ét følt mig taget så godt imod, at hver dag er en fest. Man mødes med søde ord, et stort smil og varme kram. Dette er derfor med til at gøre at jeg allerede føler, at Cosmo Laser og Skønhedsklinik er mit andet hjem.

 

Spørgsmål 3: Ynglings fritidsbeskæftigelse(r)

Min absolut ynglings fritidsbeskæftigelse er, at være sammen med min kæreste, familie og venner! Derudover elsker jeg, at være kreativ med at tegne og sy; læse en skøn bog og se gode film/serier. Jeg elsker også at lave mad (når jeg får lov af kæresten) og gøre rent 🙂 – til sidst, så håber jeg også at en af mine ynglings fritidsbeskæftigelser fremover, bliver at opleve mere af København, både i form af cafeer, restauranter, oplevelser osv. sammen med min dejlige kæreste, familie, venner og kolleger, nu hvor sommeren er på vej!

 

Uge 13 – Portræt af Monica

 

Spørgsmål 1: 3 “fun fact” om dig:

Fact #1 –  Jeg skifter hårstil som vinden blæser.

Jeg har siden jeg var 11 år skiftet udseende som vinden blæser ved, at ændre mit hår. Det betyder, at mit hår både har været blond, langt, rødt, platinblond, sort, orange, kort, mørkt, sølv, pink, lyserødt, med afrikanske fletninger og extensions. Det skal siges, at det orange hår kom sig af, at jeg efter en sort periode ville tilbage til det lyse hår. Jeg var utålmodig, tog springet og købte 2 x afblegninger, hvilket resulterede i det hvideste hår i bunden og 3cm ned, og resten orange. Efterfølgende tilbragte jeg 5 timer i frisørstolen, for at få rettet op på skaden, men det endte altså i, at mit lange ødelagte hår blev klippet helt af. Der findes ingen billeder af det i dag. Så kan i selv forestille jer, hvordan det har set ud.

 

Fact #2 – Fra kælekanin til aftensmad

Jeg havde kælekaniner gennem et par år som barn. Da jeg stille og roligt mistede interessen for pasning og pleje, og mine forældre mere eller mindre havde overtaget rutinerne, blev kaninerne aflivet og serveret til aftensmad. Jeg er vokset op med en far, der er jæger, så dette scenarie var ganske naturligt. Jeg var da lidt ked af det, da vi sad ved bordet til aftensmad, men måtte dog indrømme, at de smagte godt.

 

Fact #3 – Jeg ELSKER sukker!

Jeg kan ikke have slik derhjemme uden, at jeg kommer til, at spise det hele indenfor meget kort tid. Værst er det, når der er tale om chokolade. Jeg kan ikke lade være, og jeg får rygrad som en regnorm. It’s my cross to bear.

 

Spørgsmål 2: Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde hos Cosmo

Jeg er en del af det nyeste kuld hos Cosmo, men jeg føler ærligt, at jeg har fundet hjem. At være en del af Cosmo’s team har længe været et ønske og en drøm for mig, og at jobbet så lever op til alle forventningerne, gør min lykke. Hver morgen bliver jeg mødt af glade kollegaer med et masser af overskud og varme knus. Stemningen er altid helt i top fra morgenstunden, og fortsætter lige til, at porten ind til gården er lukket, og vi endnu engang krammer farvel til vi ses næste dag.

Desuden møder jeg dagligt søde og glade kunder, og at kunne hjælpe dem med at opnå deres ønsker, er den fedeste følelse, og præcis dét, som jeg lever og ånder for.

 

Spørgsmål 3: Yndlings fritidsbeskæftigelse(r)

Det er underordnet, så længe det er sammen med de mennesker, jeg elsker. Jeg er et madøre, og er vild med, at gå ud og spise eller mødes med en veninde, og selv kreere i køkkenet. Jeg ser mange film og serier og kan snildt, når jeg er alene, binge watche serier en hel dag fra sofaen. Jeg skammer mig ikke!

Jeg drikker masser af kaffe både hjemme og ude, og så træner jeg minimum 3 gange om ugen (så er der plads til alt chokoladen, host). Sommeren betyder festivalsæson, og her er min absolutte yndlings Northside Festival, hvor jeg har mange af mine absolut lykkeligste minder fra. Det startede med kun at være min nære veninde, kammerat og jeg, som var afsted, men siden er der kommet flere til – heriblandt min kæreste, som jeg bor sammen med. Godt det snart er sommer.

 

Uge 12 – Portræt af Nina

 

Spørgsmål 1: 3 ”fun facts” om dig:

Fact #1 – Jeg er en sucker for sneakers

Jeg er lidt af en shopaholic, især når det kommer til sko shopping. Jeg elsker, som de fleste piger nok gør, at shoppe. Men jeg har en altså stor svaghed for sneakers og samling er efterhånden blevet temmelig stor 🙂

 

Fact #2 – Jeg har boet i Østrig og Thailand

Jeg elsker at rejse! Så da jeg var færdig med gymnasiet, så jeg mit snit, og tog en hel sæson i Østrig som skiguide. Jeg er en rigtig skibums, og har nok været det siden jeg fik mine ski på for første gang, som 3 årig. Efterfølgende, under min uddannelse som sygeplejerske, fik jeg muligheden for at komme på udveksling. Jeg greb chancen og tog 4 måneder til Thailand, hvor jeg var i praktik i deres ”hjemmepleje”. Ekstrem spændende, anderledes og en kæmpe oplevelse jeg aldrig ville have været foruden.

 

Fact #3 – Jeg er vild med Silvan

Jeg er den yngste af en søskendeflok på tre piger. Ud af os, har jeg nok altid været lidt af en drengepige. Jeg mistænker min far for dette, i hans ”mangel” på en søn. Derfor har jeg altid været med når plankeværket skulle repareres, cyklerne skulle lappes, eller bedst af alt, når vi skulle i Silvan og handle værktøj, skruer eller andet sjovt. Dette har resulteret i, at jeg som voksen synes, at det er en sand fornøjelse at skulle i Silvan og finde spændende dimser og dutter til ”gør-det-selv projekterne” 🙂

 

Spørgsmål 2: Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde hos Cosmo?

Mine kollegaer! I min optik kan man få selv de kedeligste arbejdsopgaver til at blive en fest, hvis man har fantastiske kollegaer. Dog har jeg også nogle fantastiske arbejdsopgaver, og de absolut skønneste kunder. Jeg er vild med at arbejde hos Cosmo! Det at gøre en forskel for andre eller hjælpe dem med en problematik, gør mig glad. Det er så skønt at få kunder ind af døren, hvor smilet vokser fra gang til gang, og de næsten ikke kan få armene ned. DET er det bedste.

Udover det, er Cosmo’s atmosfære unik og skøn. Når man møder på arbejde bliver man mødt af kollegaer som altid står klar med en krammer. Jeg er så heldig, at jeg har et job som jeg glæder mig til at udføre hver dag. Det er et job som gør, at jeg springer ud af sengen hver morgen med et smil på læben, og når man ovenikøbet glæder sig til at møde sine kunder, gør dette kun mit job endnu bedre.

 

Spørgsmål 3: Yndlings fritidsbeskæftigelse(r) ?

På det sidste har jeg brugt ekstrem meget tid på min og min kærestes lejlighed. Vi er nemlig i gang med at total renovere den, og som nævnt ovenfor, synes jeg det er skægt med ”Silvan projekter”. Det har vi fået meget fritid til at gå med. Udover dette, har jeg et meget tæt forhold til mine søstre og bruger meget tid med dem, og mine veninder. Når der er overskud på energikontoen, elsker jeg at styrketræne.

 

Uge 10 – Portræt af Christina

Spørgsmål 1: 3 ”fun facts” om dig:

Fact #1 – Jeg har boet 9 år i mellemøsten

Det blev til 3 år I Dubai og 6 år I Qatar. Det er et meget international samfund med mange forskellige kulturer og derfor foregik dagligdagen på engelsk. Jeg lærte dog også at forstå og tale lidt arabisk. Jeg har nu været tilbage i Danmark i 2,5 år, og nyder at være hjemme. Jeg kan dog indimellem godt savne det varme vejr og den spændende mad fra mellemøsten.

 

Fact #2 – Jeg bliver kaldt “dronningen”

Det passer måske meget godt til mig 🙂 Jeg kom vist til at vinke farvel lidt for “royalt” til en af mine kunder, og straks fik jeg dette navn af mine kollegaer. Derudover er Cosmos beliggenhed ved Christiansborg jo en dronning værdig, og med karetter der jævnligt rider forbi vores vinduer, kan man jo nemt føle sig som en dronning på sit slot.

 

Fact # 3 – Jeg har ikke “kun” været sygeplejerske

Selvom jeg har været sygeplejerske i mange år, har jeg også arbejdet med andre ting. Jeg har bl.a. importeret perler og designet smykker. Jeg har faktisk designet min egen smykke kollektion, der grundet min baggrund er arabisk inspireret med et dansk twist.

 

Spørgsmål 2: Hvad kan du bedst lide ved at arbejde hos Cosmo?

Jeg er så heldig, at jeg er en af de mennesker, der kan prale af at elske sit arbejde. Jeg har de bedste kollegaer, der hver morgen giver et knus og får en til at føle sig godt tilpas. Cosmo har den smukkeste beliggenhed midt i KBH, der sammen med de smukke lokaler, får mig til at føle mig heldig! …  Ja, nærmest som en dronning.

Jeg elsker at behandle og forskønne mine kunder. Vi bliver alle ældre, og kan ikke flygte fra dette faktum. Jeg er selv alderspræsident hos Cosmo, og ved hvor svært det er at følge med samfundets forventninger. Derfor glæder det mig også hver dag, at kunne hjælpe vores kunder med, at blive den bedste udgave af sig selv.

 

Spørgsmål 3: Ynglings fritidsbeskæftigelse(r)

Jeg er vild med god kaffe, og nyder specielt at drikke den I sengen om morgenen, når jeg har fri. Den skal helst brygges på min lille italienske kedel, og tilsættes varm mælk. Når kaffen er indtaget I ro og mag , hopper jeg I træningstøjet og løber gerne en tur rundt om Lyngby sø. Jeg er ikke træningsfanatiker, men jeg vil gerne gøre en indsats for, at den gode mad jeg elsker, ikke sætter sig for tungt på kroppen.

 

Uge 3 – Portræt af Malene

 

Spørgsmål 1: 3 ”fun facts” om dig:

Fact #1 – Lidt af en gamer

Bag det lidt feminine ydre findes en lige så stor drengepige, som elsker at tilbringe flere timer foran fjernsynet med en konsol i hænderne. Jeg har igennem årene spillet Counter Strike, Need for Speed og ikke mindst gennemført diverse GTA. Har til og med deltaget i et enkelt lan-aften (spilleaften for nørde) som fandt sted i Jylland sammen med min kæreste. Det er altså lidt sjovt at spille 😉

 

Fact #2 – Kaldes mormor af kollegaerne

Ja kært barn har mange navne, og i kontrast til min lettere ungdommelige side med PlayStation spil, bliver jeg kaldt mormor af mine kollegaer. Det kommer sig nok af, at jeg på flere områder er lidt gammeldavs. Jeg har været i et forhold med min kæreste i lidt over 10 år, er ufattelig glad for højtbelagt smørrebrød, elsker 80’er hits og ej at forglemme; gamle klassikere såsom Olsenbanden (har lige holdt maraton sammen med min kæreste hvor alle blev set), Morten Korch film, og Dirk Passer.

 

Fact #3 – Eks. sportsdanser

Jeg vil sige sådan; jeg kan et trin eller to! I min barndom- og teenager år har jeg danset sportsdans på højt plan. Jeg er blev Danmarksmester fler gange i ti forskellige danse samt vundet en 3. plads til World Cup. Man kan derfor roligt sige, at jeg er glad for at svinge hofterne og kan findes på dansegulvet 😉

 

 

Spørgsmål 2: Hvad kan du bedst lide ved at arbejde hos Cosmo?

Jeg har arbejdet som kosmetisk sygeplejerske hos Cosmo i knapt 1,5 år, og jeg må ærligt sige, at jeg er tosset med det. Der er altid en dejlig stemning hos Cosmo, og man bliver altid mødt af varme smil af både kollegaer og kunder. Jeg nyder jeg at have tid til, at udføre mit arbejde, fordybe mig og besvare spørgsmål. På den måde sender jeg altid en glad og tilfreds kunde ud af døren, hvilket smitter af på min egen arbejdsglæde. Jeg holder virkelig af mit arbejde, og vil ikke bytte det for noget andet.

 

Spørgsmål 3: Yndlings fritidsbeskæftigelse(r)

Jeg er specielt glad for at tilbringe tid sammen med familie/venner, og holder meget af at rejse verden rundt. Hvis alle 3 dele kan kombineres, bliver det blot endnu bedre. Næste tur går til Barcelona til foråret med min dejlige kæreste.

 

Uge 2 – Portræt af Heidi

 

Spørgsmål 1: 3 ”fun facts” om dig:

Fact #1 – Jeg har siden barndommen haft en svaghed for frosne madvarer!

Min mor tog mig flere gange på fersk gerning foran fryseren, da jeg var barn. Specielt var jeg meget vild med frossen AMA stegemargarine, som jeg havde i både hoved, mund og hår! Shhhh…. Idag kan jeg stadig finde på at fryse min chips ned, inden jeg skal spise dem 🙂 Prøv det, siger jeg bare ….!

 

Fact #2 – Min kæreste reder mit hår!

Dvs, han sætter det ikke, for det duer han bestemt ikke til 🙂 Men han elsker bare at sidde over en god film og rede mit hår. Ja jeg ved det piger… jeg har vist vundet i jackpot!

 

Fact #3 – Jeg har en meget stor svaghed for røde bøffer, og jeg går meget op i at tilberede den korrekt!

Tilberedningen af min bøf er bestemt ikke tilfældigt og indebærer både vandbad, perfekt saltning, specialklaring af smørret og en helt speciel stegning med yderst nøjagtig tidstagning! Ja lidt “kødnørd” har man vel lov at være.

 

Spørgsmål 2: Hvad kan du bedst lide ved at arbejde hos Cosmo?

Jeg har været hos Cosmo knap 3,5 år som kosmetisk sygeplejerske, supervisor og nu klinikchef. Jeg elsker mit job hver eneste dag, og hvem vil ikke gerne kunne sige det?

Hos Cosmo føler jeg, at jeg når mine potentialer og i takt med at ambitionerne vokser, så vokser mine opgaver og ansvar også. Det er utroligt vigtigt for mig at være på en arbejdsplads, hvor det er okay at have store ambitioner og høje mål og at de samtidig også er realiserbare.

Hver dag føler jeg at jeg gør en forskel for mine kunder. Godt nok handler det ikke om liv eller død, men om livskvalitet! En af mine store missioner hos Cosmo er, at vi har en udfordrende, sjov og faglig stærk arbejdsplads, hvor vi alle trives og når deres fulde potentiale. Det kan vores kunder i høj grad også mærke!

Cosmo har mit hjerte. Det skyldes både mine helt fantastiske kollegaer, som fylder mig op hver eneste dag. Og ikke mindst både mine nye og faste kunder, som jeg ikke kan undgå at komme til at holde af.

 

Spørgsmål 3: Yndlings fritidsbeskæftigelse(r)

Hvis man kan være en “vin-slik-madelskende-træningsnørd”, så må det være det perfekte mærkat at sætte på mig! Jeg er vist noget af en energibombe, og jeg elsker at bruge det i træningscenteret. Min ynglingshobby må absolut være et af mine utallige besøg i bland-selv slikbutikken, som jeg selvfølgelig er på fornavn med. Jeg har ligeledes en svaghed for god mad og vin, og meget gerne i selskab med de mennesker jeg holder af.

 

Uge 1 – Portræt af Kristine

 

Spørgsmål 1: 3 ”fun facts” om dig:

Fact #1 – Jeg har et helt skab fyldt med sportstøj og alle typer træningssko

Løbesko, trailsko, fitnesssko, boksehandsker, tights, shorts, løbejakker, t-shirts, toppe … jeg kunne blive ved!
Jeg er af den overbevisning, at man aldrig må gå ned på udstyr når det kommer til træningsgear (… det tror jeg så heller ikke, at jeg gør foreløbig). Engang efter en nattevagt på hospitalet hvor jeg arbejdede før Cosmo, lykkedes det mig at komme afsted til træning med en højre løbesko og en venstre træningssko. Først syntes jeg det var lidt pinligt, at jeg havde været så distræt da jeg tog hjemmefra. Så jeg overvejede at tage hjem igen, men en veninde overbeviste mig om at ” det er der ingen, der lægger mærke til”. Jo det var der så, min træner filmede mig og drillede mig med det et stykke tid efter.

 

Fact #2 – Jeg har altid været glad for dyr

Da jeg var yngre, havde jeg en pony som jeg lærte at give pote og kindkys og som jeg, til min mors store skræk, kunne ride på uden sadel og hovedtøj. Derudover har jeg haft en kat, der kunne apportere bolde, en hund der ALDRIG kom når man kaldte og et hamster med kun ét øje. Efter gymnasiet rejste jeg bl.a. rundt i Australien og arbejde frivilligt på en farm hvor jeg drev kvæg og tilred heste. En skønne dag vil jeg gerne have dyr igen, men der er desværre ikke timer nok i døgnet og jeg er blevet alt for glad for at bo i byen.

 

Fact #3 – Jeg har måske/måske ikke været på date med Tom Cruise

Et billede lyver ikke..

 

 

Spørgsmål 2: Hvad kan du bedst lide ved at arbejde hos Cosmo?

Dagen i Cosmo starter, og slutter altid med et smil og et kram fra mine søde kollegaer. Vi har det sjovt sammen, og udviser omsorg og oprigtig interesse overfor hinanden hvilket gør, at jeg endnu ikke har haft en dårlig dag på jobbet og altid forlader Cosmo med mere overskud, end da jeg mødte ind. Herudover er det fantastik at have tid til mine kunder. Elsker en hyggelig sludder over behandlingen eller vejledning indenfor hudpleje el.lign. Før jeg begyndte hos Cosmo, arbejdede jeg på en medicinsk akutmodtagelse, hvor der yderst sjældent er mulighed for, at yde mere end den absolut nødvendige pleje. I længden er det ret drænende. Hos Cosmo kan jeg yde en service, og give en god oplevelse der giver smil på læben. Det er guld værd for mig.

 

Spørgsmål 3: Yndlings fritidsbeskæftigelse(r)

Som mit første funfact indikerer, bruger jeg meget tid på træning. Nogle af mine veninder kalder mig endda ”Maskinen”. Jeg elsker at være aktiv og mærke min krop. Jeg træner forskellige typer hold i fitnesscenteret med nogle veninder flere gange om ugen. Derudover løbetræner jeg en del. Jeg løb mit første maraton i maj 2016, og skal igen år. Derudover bruger jeg meget tid sammen med mine venner, jeg er rigtig glad for mad og er tit ude spise, men elsker også at lave mad selv.

 

Uge 50 – Portræt af Cecilie

 

Spørgsmål 1: 3 ”fun facts” om dig:

Fact #1 – Mit kæledyr er et jordegern, Charlie

De fleste har en hund eller kat eller måske endda en kanin. Men da mig og min mand skulle vælge os et lille kæledyr, endte det med en lidt anden slags. Vi boede til leje, og ønskede os virkelig en lille hund. Min kære mand prøvede på flere måder at lokke vores udlejer. Han prøvede bl.a med, at han selv var vokset op på en dyrekennel og derfor vidste alt om hundeopdragelse. Han prøvede også at få medlidenhed, så han fortalte at vi desværre var i den situation, at vi ikke kunne få børn og at en lille hund ville gøre os lykkelige (hvilket ikke er sandt). Det hjalp dog heller ikke. Så til sidst måtte vi droppe ideen om en hund, og finde på noget andet. Også var lille Charlie der.”

 

Fact #2 – Jeg har tidligere arbejdet som paintball instruktør.

I mine år på sygeplejestudiet skulle man jo tjene lidt penge ved siden af, og en dag fik jeg simpelthen et tilbud om at arbejde som paintball instruktør. Det kunne jeg da ikke sige nej til, for jobbet lød alt for sjovt. Det skal så lige siges, at jeg aldrig nogensinde selv har spillet paintball, skudt med et paintball gevær eller blevet skudt selv. Så det var lidt af en prøvelse, at skulle undervise i dette og samtidig kunne styre en helt flok mænd på polterabend. Det er altid let at grine af den stakkels gom, som blev pløret ned af skud, når man aldrig selv var blevet skudt.

Den dag idag har jeg stadig aldrig selv spillet paintball… eller blevet skudt!

 

Fact #3 – Jeg har fået en stakkels mand til, at bære mig hele vejen ned fra en vulkan.

Da mig og min mand var på vores bryllupsrejse, finder vi på den skøre ide, at vi vil bestige en vulkan. Dette vælger vi så at gøre uden på nogen måde, at have trænet os op til dette. Vi begynder turen midt om natten for, at nå toppen inden solopgang. På vejen op er jeg virkelig kæphøj, og det går let som en leg, Jeg undrer mig flere gange over at min højdeskræk, som jeg lider ufattelig meget af, slet ikke generer mig. Vi når næsten til tops inden solopgang, hvilket mig og min mand er meget stolte af. Men da nedturen begynder, rammer min højdeskræk mig med fuld kraft. Nu er det pludselig blevet lyst, og jeg kan se hvor ualmindelig højt oppe vi er. Jeg kan ikke længere styre mine ben, hvilket resulterer i, at hver gang jeg tager et skridt så falder jeg. Jeg kan ikke snakke, fordi jeg hele tiden er ved at tude og er generelt bare i panik. Min stakkels mand prøver at hjælpe mig alt hvad han kan, men har også selv besvær med at komme ned. Til sidst tror jeg, at vores balinesiske guide blev lidt presset i tid eller også blev han bare træt af, at høre på mig. Men han endte i hvert fald med, at bære mig hele vejen ned fra den vulkan. Hvilket tog ca. 5 timer!!! Stakkels mand!

 

Spørgsmål 2: Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde hos Cosmo

Hos Cosmo er der altid god stemning, når man møder ind på arbejde! Der er bare en rigtig varm atmosfære omkring mine kollegaer og kunder. Jeg kommer selv som sygeplejerske i det offentlige, og det jeg elsker allermest ved Cosmo er, at man har kunderne helt tæt på. Der er tid til at forkæle dem, og fordybe sig i hver kunde. Det var ikke noget, man havde tid til når man arbejdede på et hospital. Så det er noget jeg nyder rigtig meget.

Det er også en rigtig dejlig fornemmelse, at kunne hjælpe kunderne, og vejlede dem i den retning de ønsker. Jeg elsker at se, når mine kunder forlader klinikken og er glade.

 

Spørgsmål 3: Yndlings fritidsbeskæftigelse(r)

Jeg er rigtig glad for naturen, den har en helende effekt på mig. Når jeg skal koble fra og få styr på mine tanker, så løber eller går jeg en god tur udenfor. En gang i mellem løber jeg sammen med min mand, hvilket kun er hyggeligt. At være udenfor giver mig en god energi, overskud i hverdagen og god samvittighed.

Jeg bruger naturligvis også meget tid sammen med min mand, som jeg blev gift med i juni 2016. Derudover er jeg et stor familiemenneske og meget social, så tiden bruges bestemt også sammen med familien og vennerne.

 

Uge 46 – Portræt af Anne-Mette

 

Spørgsmål 1: 3 ”fun facts” om dig:

Fact #1 – Jeg er nordvest jyde med stort N

Jeg er f.eks. typen, der slet ikke bliver overrasket over pebersvend-tøndemand-udstilling foran diverse etagebyggerier. Sådan en skal alle da have, når de fylder 30 år? Jeg ser også trailere som en helt naturlig accessories til en bil, og værdsætter en god flæskestegssandwich med sprød svær. Ikke bare den jyske ånd men også dialekten holder jeg ved, trods mange år i storbyen.

Fact #2 – Jeg har engang grædt til tv-programmet, Beliggenhed – Beliggenhed – Beliggenhed!

Det skal lige siges, at jeg ikke anser mig selv som en flæber-type. Men må have haft et super følsomt øjeblik, idet jeg kan afsløre, at jeg engang har grædt til tv-programmet “Beliggenhed-Beliggenhed-Beliggenhed” på TV2. Jeg ved ikke helt, hvordan man kan være så følelsesmæssigt påvirket af en boligjagt – og har aldrig helt fundet årsagen (en af de ting man nok bare skal lade passere). Det er bestemt ikke mit stolteste øjeblik.

Fact #3 – Jeg elsker en god bytur, og er tit hende der lukker og slukker festen.

Det har haft den hyggelige bi-effekt, at jeg nu er gode venner med natpersonalet hos 7Eleven i området. Man går jo ikke hjem uden, at få en lille bid brød vel? Jeg er nordjyde, og vi sover altså ikke på tom mave uanset hvad klokken er!

 

Spørgsmål 2: Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde hos Cosmo?

Jeg elsker, at gøre kunderne glade. At jeg kan hjælpe dem med, at blive den bedste udgave af dem selv når de går ud af døren. Der findes mange klinikker men det der gør mig ekstra stolt, ved at arbejde ved Cosmo er, at vi fastholder et smukt og naturligt resultat blandt vores kunder. Vi “overbehandler” ikke nogen. Vi formår, at sætte nogle grænser for hvad der er ”for meget”, og hvad der er helt perfekt. På den måde sikre vi, at kunden får det flotteste resultat der kan ses, uden at springe i øjnene.

Ud over det så elsker jeg at være sammen med mine kollegaer, og vi griner mindst en gang om dagen sammen – det er dejligt, at komme på arbejde når man har det sådan. Jeg sætter desuden stor pris på, at vi konstant træner og uddanner os i Cosmo. Det er vigtigt for mig, at jeg hele tiden bliver bedre til det jeg gør – både på laser og injektionsbehandlingerne.

 

Spørgsmål 3: Yndlings fritidsbeskæftigelse(r)

Jeg kommer fra en løbegal familie, så har deltaget i 5 halvmarathon OG gennemført. Næste løb bliver Änglemark nytårsløb. Dog kun 10 km. da juleanden lige skal falde til 🙂 Mine venner betyder alt, så dem tilbringer jeg utroligt meget tid med, nu når min familie holder til i det jyske. Når jeg bare skal være alene, så nyder jeg altid en god serie! Lige nu kan jeg slet ikke få nok af “Mc Dreamy” fra Grey’s Hvide Verden! Dem som ser serien, ved udemærket hvem jeg taler om 🙂 Haps!

 

Uge 45 – Portræt af Layal

 

Spørgsmål 1: 3 ”fun facts” om dig:

Fact #1 – Jeg kommer oprindeligt fra Libanon

Jeg er født i Libanon, men kom til Danmark da jeg var 2 år sammen med min familie, grundet krig. Så størstedele af min opvækst er foregået i Danmark. At vi endte i Danmark var faktisk lidt af en tilfældighed. Min far havde først fået billetter til Australien, men de gik i stykker! Han købte derfor de første og bedste billetter efterfølgende, som tilfældigvis gik til Danmark. Det var en lang rejse med det hele værd! Jeg er rigtig glad for at bo i Danmark, og det liv jeg kender foregår her. Jeg vendte “hjem” til Libanon i en periode, da jeg blev voksen men tog tilbage til Danmark kort tid efter. Det er her jeg hører til.

 

Fact #2 – Jeg elsker madlavning

Jeg elsker virkelig at lave mad. Dog er der til tider så meget rod i mit køkken, at jeg til tider glemmer maden i ovnen eller på kogepladen – ups! Min mand siger ikke så meget, og vælger (fornuftigt nok) sjældent at kommentere på det. Jeg elsker kager, og ville ønske at jeg var bedre til at bage! Jeg drømmer om at deltage i Den Store Bagedyst, meeeeen jeg er nok nød til at øve mig (meget) mere inden da.

Fact #3 – Der findes ikke noget bedre end et godt adrenalin-kick

Jeg er måske lidt af en eventyrlysten pige!  Min helt store drøm er, at opleve hele verdenen. Jeg har dog allerede oplevet mange fantastiske ting, som f.eks. dengang jeg tog alene til Emiraterne, og senere endte i Muscat Oman for at klatre. Her skulle jeg naturligvis prøve et fald på 36 meter ned i en grotte. Det var super fedt, men havde måske ikke liiiiige tænkt over, at grotten var fyldt med flagermuse og kæmpe edderkopper! Normalt er jeg temmelig stærk, og har høje forventninger til egne evner meeeeeen… da en flagermus satte sig på min rygsæk, og min guide kiggede mig dybt i øjenene og sagde “shhhhh.. stå helt stille”, der var jeg alligevel nok ikke så sej som jeg troede 😉 Jeg var overbevist om, at jeg var blevet bit og forvandlet til en Dracula!

 

Spørgsmål 2: Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde hos Cosmo?

Jeg elsker virkelig mine kollegaer!! Vi har det simpelthen så sjovt sammen. Man skulle tro at så mange kvinder på ét sted, godt kunne resultere i noget af en hønsehård, men sådan er det slet ikke. Vi er alle meget dedikeret til vores arbejde og kunder, men der er samtidig også plads til gode røverhistorier, grin og hygge i klinikken.

Som person er jeg meget resultatorienteret, og motiveres af at udvikle mig. Der findes ikke noget bedre, end at følge mine kunder og deres udvikling! Jeg møder mange på min vej, som får fantastiske resultater og det er det som driver mig. Samtidig, så elsker jeg alt der er nyt. Derfor fik jeg bl.a. også implementeret Dermaroller konceptet hos Cosmo, et initiativ som er helt nyt men som virkelig skaber resultater for alle.

 

Spørgsmål 3: Yndlings fritidsbeskæftigelse(r)

I min fritid træner jeg en del, og nyder at gå mange lange turer. Det er min måde, at koble fra. Det er bl.a. også gennem mine lange gåture, at jeg bliver inspireret – inspireret til nye ting, nye ideer, nye drømmer!

Resten af tiden bruges sammen med min mand, min familie og mine venner! Jeg elsker at få gæster på besøg, og forkæle dem. I weekenden er jeg da heller ikke bleg for en god bytur med gode drinks og rytmer. Livet skal være sjovt, og det er mit!

 

Uge 44 – Portræt af Daniela

 

Spørgsmål 1: 3 ”fun facts” om dig:

Fact #1 – Formand for FC. Bayern München Fanklub Danmark

Jeg er en rigtig fodboldpige og ELSKER tysk fodbold! Efter mange år som passioneret fodboldfan, startede jeg og min bror FC. Bayern München Fanklub op i Danmark i 2004. Vi startede blot ham, mig og min far, og da jeg trådte tilbage som formand i 2015 var vi godt 1000 medlemmer. Jeg har været på Allianz Arena i München (hjemmebanen) et utal af gange, for at se holdet spille ligesom jeg har besøgt mange andre stations i Europa. Selvom jeg ikke længere er formand, så brænder mit hjerte stadig for fodbolden, holdet og de kolde øl. For spørger du mig, så findes der ikke noget bedre, end at sidde blandt andre passioneret Bayern fans med en stor, kold øl!

 

Fact #2 – Jeg har kørt fra Danmark til Mongoliet … i en ambulance

Ja, det lyder måske lidt sjovt! Ideen startede over 8 flasker vin sammen med min bror, Brian og min gode kammerat, Simon. I vores brandert syntes vi, at det var verdens bedste ide at tilmelde os ”The Mongol Rally” som handler om, at køre fra England til Ulaanbataar i Mongoliet for et godt formål.

Det tog 1 år, at planlægge vores rejse! Vi kæmpede hårdt for, at samle penge ind til Børnecancerfonden og Lotus Children Foundation i Mongoliet samt få dækket nogle af vores mange omkostninger forbundet med turen. Vi købte en aflagt ambulance fra Københavns brandvæsen, pakkede vores ting, besøgte Aftenshowet på DR1 og drog af sted d. 12. Juli 2012. 13.000 km og 31 dage senere krydsede vi målstregen i Mongoliet. Her donerede vi ambulancen til regeringen, som i dag bruger den som udryknings køretøj. Undervejs var vi hospitalsklovne på et børnehospital i Ukraine og senere hen i Mongoliet. Det var en uforglemmelig rejse … både på godt og ondt!

 

Fact #3 – Jeg kan simpelthen ikke lide dressinger!

Ja, det er nok ikke helt normalt, og udløste nærmest også en skriftlig advarsel fra min chef, Sarah. Men den er god nok! Det betyder også, at når jeg får en hotdog, så består den af et pølsebrød, en pølse og ristede løg – that’s it. Ingen ketchup, ingen sennep, ingen remulade, ingen syltede agurker og ingen rå løg. Du finder heller ingen dressing, mayo eller rødkål i min flæskestegssandwich ligesom at min burger også kan være liiiidt tør. Det har absolut intet med et helse-trip at gøre, jeg kan simpelthen bare ikke lide det.

 

Spørgsmål 2: Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde hos Cosmo?

I min stilling hos Cosmo hjælper jeg rigtig mange mennesker hver dag. Hvad enten det er over mail, sociale medier eller inde i klinikken, så ELSKER jeg det! Det er virkelig fedt. Derudover bruger jeg meget af min tid, på at aflive nogle af de mange myter som branchen desværre er præget af. Der er rigtig mange mennesker, som drømmer om at få lavet nogle små justeringer i deres udseende, men som er bange for, at andre ”dømmer” dem. Derfor findes der intet bedre, end når en kunde forlader klinikken med rank ryg, et stort smil på læben og lidt ekstra selvtillid i tasken, fordi vi har hjulpet vedkommende. Det er fantastisk! Mine kollegaer er virkelig dygtige, laver nogle beundringsværdige resultater og nåh ja, så er de en flok sjove og skønne kvinder, som får mig til at grine hver dag!

 

Spørgsmål 3: Yndlings fritidsbeskæftigelse(r)

Jeg har arbejdet som spinning instruktør og personlig træner i mange år, så når jeg skal koble fra, så er det typisk ved at træne! Jeg bliver simpelthen et ualmindeligt surt og ubehageligt kvindemenneske, hvis der går for længe mellem mine træninger (bare spørg min kæreste). Derudover så bruger jeg en masse tid med min kæreste, min bonusdatter samt min niece og nevø. Jeg har ingen børn selv, men er privilegeret at have 3 skønne unger omkring mig alligevel. Både jeg og min kæreste arbejder rigtig meget, så det at rejse væk fra hverdagen og se nye dele af verdenen, er det absolut bedste jeg ved.

 

Uge 43 – Portræt af Louise

 

Spørgsmål 1: 3 ”fun facts” om dig:

Fact #1 – Jeg har et højt, som i MEGET højt nutellaforbrug.

Min kæreste er soldat, og efter at have erfaret at jeg kan tilintetgøre et af de store nutellaglas på to dage, er han begyndt at tage nutallaglasset med på øvelser, for at hjælpe mig med mit misbrug.

Fact #2 – Jeg har ikke set en gyserfilm i over 2 år

Jeg er simpelthen den største kylling. Jeg er bange for mørke og spøgelser, hvilket ikke gør det nemmere at bo i Nyboder hvor man bare ved, at det flyder med døde sømænd. Jeg har endda fået hjemmet renset for spøgelser – jeg er vidst også lidt overtroisk, men det hjalp altså med at sove, og gulvene knirker ikke længere når lyset er slukket.

Fact #3 – Jeg er til tider lidt distræt

Jeg har igennem en længere periode pendlet mellem fyn og sjælland, og der ligger et perfekt pitstop i Nyborg, McD. Her har jeg kørt hele vejen ind i mcDrive, og forsøgt at bestille en køreburger, hvorefter det banker på modsatte rude. Her står en byggemand, og fortæller at McD er lukket og underombygning. I den forbindelse må han bede mig køre væk fra byggepladsen – først her ligger jeg mærke til, at lyset er slukket og bestillingsstanderen er pakket ind i plastik. FLOVT!

 

Spørgsmål 2: Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde hos Cosmo?

Jeg er ny i Cosmo, men jeg elsker det allerede. Det er skønt med et arbejde, hvor hver dag starter med smil og kram. Vores skønne kunder er så gode til, at tage hensyn når man er ny, og det er dejligt at lave et stykke arbejde, som gør en stor forskel for deres hverdag. Det er måske ikke det, de fleste forbinder med sygeplejererhvervet men det gør mig glad at se, hvor meget det betyder for kunderne. Branchen er hele tiden i udvikling, og det er fedt at arbejde et sted hvor man kan få lov til at uddanne og dygtiggøre sig, blandt nogen af de bedste. Jeg er stolt af, hvad vi laver her og det er skønt at æstetikken bliver holdt, og at det er den naturlige skønhed der bliver fremhævet hos hver kunde.

 

Spørgsmål 3: Yndlings fritidsbeskæftigelse(r)

Jeg bruger fritiden med min familie, min kæreste og vores lille søn, samt med veninderne. Jeg elsker indretning og har skiftet sofa 3 gange på 2 år, dyr, men sjov hobby. Før i tiden trænede jeg en del, jeg forsøger at få det presset ind igen, men det er altså lidt svært med en lille dreng – så det er faktisk godt nutellaen ikke altid er tilgængelig.

 

Uge 42 – Portræt af Luisa

 

Spørgsmål 1: 3 ”fun facts” om dig:

Fact # 1 – Latina med et stort smil og temperament ville nogen sige 😉

Jeg er halv peruaner, født og opvokset i Danmark, men har boet 2 år i Peru. Jeg har altid været meget selvstændig, og de par år styrkede mig endnu mere som person. Jeg kunne spejle mig i min familie, hvor jeg lærte og forstod bedre den del af mig selv.

Fact # 2 – Jeg er klodset!

Det er nok mest derhjemme, hvor jeg i min fart er set et par gange gå ind i døre og vægge. Sidst jeg gjorde det, var i sidste uge efter jeg havde fået et kompliment af min mand, hvorefter jeg glad vendte mig om for at gå… Det var så bare direkte ind i væggen.

Fact # 3 – Jeg har altid set meget op til min far og han var mit store idol.

Han elskede min stædighed og min omsorg for min familie. Jeg startede til cykling som 12 årig, fordi min far også havde cyklet men jeg fandt hurtigt ud af at sammenholdet og fællesskabet imellem mine cykelvenner, var sjovere og vigtigere for mig end at køre som en individuel rytter.

 

Spørgsmål 2: Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde hos Cosmo?

Jeg elsker at møde ind til mine skønne kollegaer og være en del af, at kunne hjælpe og gøre vores kunder tilfredse når de besøger Cosmo. Vi har stort set kun glade kunde, og det er dejligt at høre fra dem, at de ser friskere ud når de går herfra og ikke ligner porselænsdukker. Det er en vigtig del af Cosmos ånd, og det er noget vi er stolte af.

Vi er en flok skøre kvinder og et par mænd, som elsker at have det sjovt ”bagom” kulissen. Det syntes jeg smitter af på hele vores fremtræden hos Cosmo. Udover vores direktør og den ene læge som også er partner, så er jeg den der har været i Cosmo længst tid. Det er en spændende udvikling, som Cosmo har og er igennem og det gør hverdagen ekstra sjov.

 

Spørgsmål 3: Yndlings fritidsbeskæftigelse(r)

Jeg elsker at gå til koncerter og festivaller med mine venner. Derudover elsker jeg mine weekender med min lille familie, bestående af min dejlige mand og vores to dejlige unger på 5 og 2 år. Der er altid fart på, og de beriger vores dag med sjov og ballade. Jeg nyder at danse salsa, som jeg desværre ikke får gjort min så meget i mere, men både musikken og dansen gør mig glad.

Det gør mig glad at styrketræne, og mærke at min krop har udrettet noget fysisk. Jeg kommer oprindelig fra rejsebranchen, og rejser er stadigvæk min store passion.

 

Uge 41 – Portræt af Sarah

 

Spørgsmål 1: 3 ”fun facts” om dig:

Fact # 1 – Jeg har engang spist en vandmand – for en romkugle!!

Er rom kugler ikke stadig bare det lækreste og mest syndige af alt? Jeg vil lige nævne, at jeg vist var 9 år OG har hele to pædagogforældre, der virkelig levede op til 80’ernes billede på sådan nogle – heraf “nul sukker politik” (æv). Jeg blev tit sendt ud og lege i skoven med en pind – i regnvejr… fordi det var sundt med frisk luft, og der ikke var noget der hed dårligt vejr, kun dårlig beklædning. Heraf min angst for regntøj den dag i dag – jeg kan simpelthen ikke have det på uden at svede! Jeg føler mig virkelig fanget i det – og det klistrer, argh!

Fact # 2 – Jeg har spillet fodbold siden jeg var 5 år.

Min fars første ord til det projekt var; ”piger kan ikke spille fodbold”. Han var ret klog, for aldrig var jeg mere motiveret for at modbevise ham. Jeg endte faktisk, i mine unge dage, på ungdomslandsholdet. Jeg var trods min ringe højde en fremragende målmand. Jeg valgte dog en mere akademisk vej, da jeg nåede til gymnasiet pga. svage knæ og alt for mange skader, som desværre også har vist sig at kræve fuldstændig afholdenhed fra at spille i mit voksenliv.  Jeg elsker stadig fodbold, har haft sæsonkort til parken i adskillige år og ender altid med, at skulle forklare min fuldstændigt fodbold-ignorante kæreste offside reglerne for 117. gang, når han en sjælden gang gider se sådan en kamp med mig.

Fra fodbolden har jeg lært vedholdenhed, målrettethed og at træning er vejen frem uanset hvad du gør – det har været med til, at forme mig til den jeg er i min professionelle karriere i dag.

Fact # 3 – Jeg har – i kontrast til min fodbold karriere – spillet klassisk violin

Dertil er jeg en sucker for Mozart og Beethoven. Min musiksmag er virkelig bred, og kan gå fra Ramstein til 90’er dance til pop. Jeg er glad og taknemmelig for, at jeg i en ung alder blev introduceret til klassisk musik, og ser det som en del af min dannelse at kunne nyde ”rigtig” musik der er komponeret, forfinet og skabt i et stort orkester.

Samspillet i et orkester kan bruges i overført betydning ift. min lederrolle, og det er noget jeg bruger ganske ofte for, at holde mig selv og teamet skarpt. I et orkester er man vildt afhængige af hinandens dygtighed, flid og talent.  Hvis bare én spiller det mindste falsk, så lyder det hele forfærdeligt. Du kan godt have talentet – men hvis du ikke kommer for at øve og lærer at spille sammen, så kan du alligevel komme til at lyde falsk – og det skal vi undgå. Ikke kun for vores egen forfængelighed men fordi det skader vores fælles resultat. Det inspirerer mig meget til, at vi hele tiden forfiner og optimerer i alle kroge af virksomheden og aldrig tillader os selv at sige ”det var godt nok”. Vi kan altid ”lyde lidt bedre i Cosmo”. Som ”dirigent” her i biksen hører jeg derfor også meget gerne, hvis nogen har oplevet en mislyd. Feedback er altid velkomment.

 

Spørgsmål 2: Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde hos Cosmo?

Jeg elsker, at vi kombinerer viden, høj faglighed og den nyeste teknologi med høj etik og moral. Vi laver ikke noget som ikke er naturligt og pænt. Det er rart, at man kan stå inde for det og aldrig være bange for at sige, at det er vores fælles grundlag her i klinikken. Høj integritet betyder alt, og tiltrak mig i tidernes morgen til at hoppe ombord på Cosmo eventyret. Dét ,og så vores ambitiøse tilgang til vores kunders oplevelse.

Jeg har en række af lederjobs bag mig inden for oplevelsesøkonomi, og uanset hvad man sælger, summes det op af det samme = kundeoplevelsen. Den følelse du har, når du er i dialog med virksomheden, når du ser dem på nettet, på Facebook og taler med dem i telefonen. Den skal være positivt, skabe nysgerrighed og helhedsindtrykket skal være så godt, at du har lyst til at komme tilbage og anbefale den til dit netværk. Først dér har vi lykkedes.

Jeg brænder for at skabe en klinik hvor vores arbejdsglæde og struktur er i verdensklasse, fordi det medfører man, som kunde, føler sig velkommen, set og hørt og hvor vi skaber fantastiske resultater, der hjælper vores kunder af med ting der har generet dem måske et helt liv. Jeg ved vi gør en forskel for rigtigt mange mennesker, og det er jeg stolt af.

 

Spørgsmål 3: Yndlings fritidsbeskæftigelse(r)

Well, fritid og arbejde flyder lidt sammen. Jeg hader ikke mandage, for mit arbejde er også en hobby. Jeg kan slet ikke lade være – og hvis jeg en dag ikke har det sådan længere i et job, så er jeg den første til at trække stikket og rykke videre. Mit liv er for dyrebart til at spilde 8-10 timer pr. dag med noget, jeg ikke bryder mig om at lave.

Men mine 2 – snart 3 børn (sidste skud kommer i apr. 17) får rigtigt meget af min sparsomme fritid. Jeg elsker at være mor for dem, og se dem folde sig ud som de små mennesker og personligheder de er. Jeg kan ikke få dem til at være andet end dem selv, men jeg kan måske hjælpe dem med at være det på den bedste måde. Det er virkelig sjovt, vildt hårdt og da heldigvis også ultra berigende.

Herudover er jeg en social person der, selvom jeg er mor, også har brug for at være voksen og gøre noget for mig selv. Jeg elsker en god fest, cocktails med kollegaerne og veninderne – danse og grine. Jeg er tit den, der går sidst hjem! Jeg synes selv, at jeg er god til at balancere min krævende hverdag med sjove og uhøjtidelige gøremål, der holder mig i live og minder mig om, at vi kun har ét liv og det skal bruges så absolut bedst muligt, og fyldes med ting der gør mig glad. Dér synes jeg, at jeg er i øjeblikket – så det skal vi ikke pille ved 🙂

Kommentar (0)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Gratis Konsultation

Vi starter altid din første behandling med en gratis og uforpligtende konsultation hos en af vores kosmetiske sygeplejersker. Konsultationen varer ca. 20 min.

BOOK HER